André Franquin døde søndag den 5. januar af et hjerteslag i sit hjem i Sydfrankrig, tre dage efter sin 73 års fødselsdag. Franquin blev født i Bruxelles i 1924. Som 23-årig overtog han serien Splint & Co. efter tegneren Jijé, og gjorde serien til en klassiker. Nye figurer blev indført, som Kviks fætter Sante, grev Champignac og først og fremmest Spirillen, der med sin 8 meter lange hale frelste Splint og Kvik fra mange farefulde situationer. Franquins tegnestil skabte skole, både blandt hans samtidige og blandt yngre tegnere. Efter mere end 20 albumlange eventyr overlod han i 1969 arbejdet på serien til Fournier, og Splint & Co. videreføres i dag af makkerparret Tome og Janry, der åbenlyst er inspireret af den store mester.
Franquin koncentrerede sig nu helt om arbejdet med serien Vakse Viggo, som han havde startet i 1957, sideløbende med Splint & Co. Serien om det øretæveindbydende kontorbud på forlaget Spirou er en af de morsomste tegneserier, der er lavet i Europa.
Fra 1977 begyndte sygdom i lange perioder at afholde Franquin fra tegnearbejdet, og bortset fra det misantropiske mesterværk Sorte Sider ophørte Franquin stort set med at lave tegneserier. Hans genialeste skabning Spirillen begyndte i 80'erne at udkomme i sin egen albumserie, men kun med Franquin som konsulent på historie og layouts. Spirillen kan også opleves på tegnefilm i DR1s program Disney Sjov.
Med Franquin har vi mistet en af Europas gamle kæmper. Men han lever videre i vore hjerter og der vil være reserveret en halv meter til hans værker på de fleste tegneserieelskeres bogreoler i mange år ind i næste årtusinde.
Mindeord
Freddy Milton:
Da jeg var til seriefestival i Erlangen i juni 1996 var stemningen høj i det lille gamle teater den aften, hvor årets "Max und Moritz"priser blev uddelt.
Som afslutning blev der uddelt en særlig ærespris, der dette år blev tildelt Åndré Franquin for hans samlede indsats. Franquin var selv for syg til at være til stede, men mens projektoren viste en lidt genert Vakse Viggo, blev hans takkebrev læst op. Det var ganske omfattende og bevægende, og man mærkede tydeligt, at der rundt omkring i salen og på balkonerne i det tætpakkede teater bredte sig en varm og inderlig samhørighed som udtryk for den sympati og glæde, tankerne om Franquin og hans livsværk fremkaldte hos hele forsamlingen. Bifaldet ville næsten ingen ende tage, da Franquins slægtning havde afsluttet sin oplæsning.
Jeg tror alle var klar over det rigtige i, at Franquin også på dette sted fik lov at modtage endnu en hædersbevisning, for ingen kunne vel være i tvivl om, at han nu havde ydet sit væsentligste bidrag til tegneseriens udvikling. Åt han så skulle fare til de evige tegneborde i Himmerig inden et år derefter, var der nok alligevel ingen, som havde forestillet sig.
Men rigtig trist er det på den anden side heller ikke, fra et karrieremæssigt synspunkt. Franquin hørte til de tegneserieskabere, der var på det rigtige tid og sted med sit talentberedskab. Hans navn har måske ikke brudt kulturmuren omkring tegneserieghettoen som Hergé, Morris eller Goscinny, men til gengæld har han formentlig betydet mere for tegneserietraditionens udvikling i Europa end nogen af førnævnte hædersmænd. I modsætning til disse dannede hans tegnemæssige udtryk skole for mindst en halv snes af hans samtidige kolleger i den såkaldte Dupuis-skole, så at det fælles organ, ugebladet Spirou, blev det mest markante og homogene børneblad i Europa, hvilket også resulterede i, at det klarede sig længst og bedst gennem den eskalerende krisesituation for fortællende tegneserier.
Ved siden af Carl Barks blev Franquin den serieskaber, der efterlod det største indtryk på mig i mine modtagelige pubertetsår. Der var den samme enkelhed og styrke i figurmimik og billedlayout som man så hos Barks, og de ældste historier havde en tilsvarende handlingsmæssig konsekvens. Som bekendt overtog han Spirouserien efter Rob Vel og Jijé og forlenede den effektive fortællestil med en overbevisende elegance.
Senere opfandt Franquin sine egne figurer, hvor det plettede jungledyr Spirillen og den omvandrende kontorkatastrofe Vakse Viggo står til en sikker placering på seriefigurernes højeste parnas. Det var også gennem disse figurer jeg først gjorde bekendtskab med Franquins historier, og for min egen fornøjelses skyld havde jeg allerede hjemskaffet og oversat en masse af de originale fransksprogede originaludgaver i papbind inden jeg var så lykkelig også at blive bedt om at oversætte flere af dem mere officielt til den danske udgave, da tegneseriealbummene begyndte at gå deres sejrsgang på vore breddegrader.
Lige så original og spændende tegneseriens Spiril og Splint forekommer i Franquins streg, lige så træls og skuffende virker de i de TVserieudgaver der senere har vist sig på mediescenen. Jeg håber Franquin i det mindste scorede kassen, da det lykkedes virkelighedens Hr Parker at få signeret tegnefilmkontrakterne til hans elskede Spiril, for tegnefilmene nyder på ingen måde denne figur retfærdighed. Her har vores lokale Å-film selskab i stedet demonstreret, hvad man med rimelighed bør bruge et gult jungledyr til. Men tilbage står Franquins egen tegneserieudgave af Spirillen, som er et stykke klassisk tegneseriekunst, der usvækket vil overleve tidernes skiften.
En hel personlig glæde og tilfredsstillelse fik jeg ved at blive udvalgt til at stå for den danske tekst til Vakse Viggo, da han skulle have sin egen albumserie i Danmark. Det var ikke altid helt let at dreje originalteksten, så den fik et tilsvarende muntert anstrøg i oversættelsen, men i det store og hele mener jeg det lykkedes, og det er den største samlede oversætteropgave, der står mit hjerte nærmest. Og så er den danske albumrække formentlig den mest komplette i redegørelsen for Vakse Viggos mangesidede talenter.
Så selv om Franquin burde være blevet hos os som en europæisk Carl Barks et godt stykke ind i næste åetusind, så blev hans skaberværk i det mindste ikke afbrudt i sin udvikling. Vi nåede at få hans finurlige detaljer i de seneste af hans Splint & Co album og de omhyggeligt udpenslede katastrofer i Vakse Viggo og Franquins Sorte Sider samt diverse portfolier med groteske og alligevel hyggelige monstre og vanskabninger. Franquin nåede at bruge sit talent på en spændende og mangefacetteret måde, som vi heldigvis stadig kan tage frem og vederkvæge os ved, når tristessen bliver for overvældende.
Thomas Berger:
Jeg har omkring 10 år da jeg første gang stiftede bekendskab med Franquin.
Jeg havde læst alle de Lucky Luke, Tintin og Åsterix album de havde på biblioteket, den eneste større stak albums jeg ikke havde haft fingere i var Splint & Co - de så sådan lidt mærkværdige ud syntes jeg.
Da jeg endelig tog mig sammen til at låne dem med hjem, så slugte dem i en vældig fart – og jeg synes stadig at det er nogle af de bedste tegneserier overhovedet, også bedre end Tintin og Carl Barks.
Og når man så tænker på at historierne er produceret i perioden 1946 til 1968, så er min næse forlængst nede og røre gruset – det er en fantastisk serieskaber som nu er gået bort, gid Franquins arvtagere engang kunne gøre det lige så godt.
Michael G. Nielsen, Semic Interpresse:
Det var en trist nyhed: Franquin død!
Lige siden jeg læste mit første Splint-album - og senere Franquins geniale Vakse Viggo, har jeg været en meget stor fan af Franquin.
Med Franquins død, har tegneseriemediet mistet en af sine største kunstnere, han vil blive savnet, men vi kan da heldigvis stadig more os over hans herlige Splint-historier - og vanvittige Vakse Viggo-sider.
Peter Hartung, journalist:
Det er altid sørgeligt, når nogen dør. Men ved modtagelsen af nyheden om Franquins død slog det mig, at hans mange trofaste fans og serielæsere faktisk har sørget på forhånd. Det rigtigt sørgelige er nemlig, at vi ikke længere skal nyde nye genialiteter fra hans hånd. Og det har vi jo skullet leve med, lige siden han trak sig tilbage som aktiv serieskaber for flere år siden.
Franquin er vel mest kendt for Splint & Co. Men allerhelst vil jeg huske ham for Vakse Viggo og Sorte Sider.
Serier, hvor han omsider lod sit galgenhumoristiske indre komme ud i det fri. Her så man håndværkeren forvandles til en sortekunstner med et skævt og dybt personligt blik for absurditeter og tilværelsens mange mærkværdigheder.
Serier, som stadig kan få mig til at grine højt, skønt pointerne er velkendte efter mange gennemlæsninger. I stedet for at græde vil jeg finde de slidte album frem nok engang - og sende en rungende latter op i serietegnerhimlen, hvor Franquin formentlig sidder og fortæller frække vittigheder til Sankt Peter, som sikkert ville dø af grin, hvis han altså kunne."
Patrick Norrman, serieskaber, Sverige:
Franquins Gaston Lagaffe var en uppenbarelse för mig. Serien var mitt första möte med den typen av plastisk och tempofylld teckningsstil. Jag kan dessutom fortfarande skratta högt när jag kommer att tänka på vissa scener ur Gaston; Gastons min när han inser att han filmat hela sin semester (ferie) med en borrmaskin, Gaston blir jagad av ett paraplyskelett försett med en nyuppfunnen och skenande automatisk uppfällare och Pettersson i begrepp att viskande förklara sin kärlek för den söta sekreteraren samtidigt som Gaston oavsiktligt sticker honom i baken med en tältpinne. Inga andra humorister har haft liknande inverkan på mig än bröderna Marx!
Morten Harper, Norge:

Når Sprint gråter
Jeg kjente ikke mannen, men figurene kjenner jeg desto bedre. Og det er trist i Champignac. Jeg kan se det for meg; Sprint og Kvikk gråter, lent mot skulder mot skulder. Greven forsøker å trøste dem, fortrinnsvis uten noen mirakelpille. Borgermesteren holder en minnetale av typen innviklativ. Viggo bidrar med en hymne på sin beryktete harpe. Og Spirals lar halen hvile i fred for en liten stund.
Det ville være en minnestund Franquin verdig.