Der er lys forude. Ja, der er. Et år er gået og jeg har tænkt meget på Brian og hans imponerende samling. Vi havde holdt kontakten ved lige og flere gange haft aftaler på tegnebrættet, men i disse projekttider, hvor vi alle skal realisere vores drømme, så blev aftalerne hver gang udskudt. Men nu skulle det være, og til lejligheden havde jeg lavet lidt feltarbejde. Jeg havde nemlig mødt en anden interessant herre, og min tanke var, at disse to prægtige mennesker skulle mødes, og jeg skulle være linselusen der overværede dette møde. Brians specialbyggede rum, der er spækket med tegneserier og tegneserierelateret merchandice, skulle være rammen og Asger skulle ikke andet end tages med storm. Og det blev han...

Samme Asger, der bestemt er en visionær herre, har også en historie men den gemmer vi til en anden god gang. Nå, det skete alt sammen i aftes, en vindblæst tirsdag hvor decemberens sne var ved at smelte. Vi fik hilst, overrakt den obligatoriske øl (hos Brian bliver alle og enhver ikke bare inviteret, men efter års bekendtskab har Brian så meget tillid til undertegnede, at hvis jeg siger god for en person, så er det cool for Brian. I et univers som samlerens kan man ikke få bedre skudsmål end tillid), og så åbnede Brian døren ind til Alladins hule. Jeg betragtede Asger som betragtede rummet.

Det første jeg bed mærke i, da Asger havde fået genfundet fatningen, var at han var synligt imponeret, nærmest overvældet. Men efter få sekunders tavshed, så strøg Asger over til rummets fjerneste hjørne, hvor en uhyre flot 8000 kroners Tintin i førsteoplag stod og gjorde sig til. Asger er nemlig selv Tintinmand, og vel en af de få danskere der har fået personlige breve fra selveste Hergé. Da Asger var 10 år bad han sin mor om at hjælpe med at skrive et brev til en tegner. Som altså var vores gode ven fra Belgien, Hergé. Tintin havde dermed et kært rum i Asgers hjerte, hvad jeg sidenhen vender tilbage til. Men der stod han, og så den ene Tintinbog samt andet Tintin merchandice åbenbare sig foran ham.

Jeg spurgte Asger efter førstehåndsindtrykkene, og selvom Asger bestemt ikke tilhører det tavse segment, så skulle han da lige finde ordene. Han talte om kulørt kulturhistorie, om effekter til låns, om passion og om hvor imponerende og overvældende rummet og samlingen er. Jeg samtykkede. Man skal se det, for rigtigt at forstå det. Og selv da er det vanskeligt at fatte...

Rummet er opdelt efter genrer og genrerne igen efter de enkelte værker. Således står alle superheltene for sig, Disney for sig og så videre. Selvfølgelig begrænset og udfordret efter rummets fysiske størrelse. Som en ekstra lille gimmick, der er besnærende for nogen og irriterende for andre, så elsker Brian merchandice, og på stort set hver hylde står der plasticfigurer, biler eller andet der relaterer til den genre eller de værker, der specifikt står på den hylde. Batman fylder en del. Tintin fylder en del. Ænderne fylder en del, og så er der alle de andre, hvad de følgende billeder gerne skulle berette om. Et særligt skab er fyldt til bristepunktet med Peyo's smølfer, og sørme - ovre i en af de i alt 3 montre står Brians yndlingsskurk, Darth Vader.

Hvad billedet ovenfor ikke beretter, så er det en reklame for Solgryn og Valhalla. Brian talte med Peter Madsen for et stykke tid siden, og go'e gamle Peter Madsen var end ikke klar over, at der var produceret sådanne store lysskilte. Brian har en slags 6. sans for disse detaljer, og en af de ting jeg selv holder meget af ved Brians rum, er netop disse skæve ting. Alle paptingene, alle reklametingene...

Jeg blev selvfølgelig nødt til at spørge Brian, om hvorfor hulen han ikke begrænser sig. Less is sometimes more, you know. Men Brian var kort og fattet i sit svar. "Jeg kan ikke begrænse mig. Jeg skal have det hele".

Det er ligesom en drøm, en livsdrøm. Et mål i sig selv. Jeg elsker tegneserier og jeg elsker alle tegneserier. Derfor.

På sigt skal samlingen udstilles, måske endda doneres eller udlånes til et museum. Men men men...

Brian kvier sig lidt. Det ER også hyggeligt at vide, at inde ved siden af der har jeg mine kæreste tegneserier. Jeg elsker at være derinde, tage en bog eller album frem og nu hvor samlingen er så omfattende, så kan jeg finde ting derinde, som jeg faktisk havde glemt jeg havde. Så finder jeg det jo igen, og genfinder læseglæden.

Jeg sagde, over en øl, at tegneren Henrik Rehr i en nylig debat havde sagt, at han ikke har meget til overs for samlere der blot køber med henblik på videresalg og at skidtet blot skal plastres til for at være åhhh så mint. Det kunne Brian da sagtens forstå. Sagtens. Men Brian læser faktisk sine bøger, sine album, sine blade. Og det gør langt hovedparten af samlere faktisk, kan jeg tilføje. Fordomme om samlere lever i bedste velgående.

En anden debattør på Seriejournalens forum har udtrykt, at enhver krone anvendt på noget gammelt og samlerspecifikt, er en krone der går fra tegneseriens fremtid, da denne ene krone + alle de efterfølgende kunne være anvendt til at søsætte nye tegneserieskibe. Til det svarede Brian, at det er noget værre vrøvl. Samlere køber bestemt også nyt, ja måske især nyt. Faktisk havde Brian lige været i Faraos og anvendt 2000 kroner udelukkende på nye værker.

En særlig glæde har jeg som samler, og som jeg ikke helt tror, at almindelige kunder, læsere om man vil, har, er at jeg nyder dette særlige lille segment af ligesindede. Det er et anderledes netværk, og samlere, selvom vi er hinandens konkurrenter, så er vi også besjælede af samme iver, samme drive. Jeg elsker at tosse rundt i butikkerne, at komme ud i baglokalerne, at få den der helt unikke ekstra kontakt med sælgerne, og der er mange sælgere, der kun vil sælge til 'fellow-samlere', så de ved, at deres kærlighed netop får et nyt kærligt hjem. Og heldigvis har vi ikke alle samme passion. Det jeg søger kan en anden samler være ligeglad med, og der foregår meget bytteri rundt omkring.

Jeg standser lige et øjeblik i billedstrømmen og beretningen fra i aftes, for at knytte en privat kommentar til enkelte af billederne. Ser du, jeg er jo andemand og har været det længe, og det jeg vil henlede din opmærksom på, er de udgivelser du ser ovenfor og nedenfor. Det er nemlig en særlig afdeling af yderst sjældne andesager, nemlig de mærkelige fejltryk. Fedtmulen f.eks. og Sommerparaden fra 1957. Der er fejl på disse hæfter og de 'rigtige' versioner står selvfølgelig i samme plast, med ryggen indad. Priserne for disse herligheder? You seriously don't want to know...

Snakken gik om løst og fast. Man skal være bidt af samleren for nok fuldt at forstå det, men vi ævlede løs om vores hjertebørn, og især om hvilke værker der stod vores hjerter nærmest. Jeg selv er jo andemand og husker med glæde når min kære far kom hjem fra antikvariatet i Silkeborg, altid med 2 fyldte poser med tegneserier af alle slags. Det var her jeg mødte Seriemagasinet, Fart & Tempo, Cassanova Johnny, Skrækmagasinet, Sølvpil, Gamle Nick, Blåfrakkerne, Basserne, Splint & Co. Gru, Tintin og hvad pokker de ellers hedder, alle vennerne...

Jeg spurgte Asger og Brian om de kunne, sådan bare for sjov, nævne hvilke tegneserier der havde haft betydning for dem. Det medførste næsten 1½ times hovedbrud og lækre returns til dengang vi alle var knægte og Allan Simonsen blot var ved at slå igennem i Borussia Munchen Gladbach. That is, a loooong time ago...

Brians liste ville se sådan ud - og jeg skal skynde mig at skrive, at havde jeg spurgt i dag eller i morgen, så ville listen måske se anderledes ud, for mens vi sad og metasnakkede, så kom der indskud, indspark, indfald og vi inspirerede hinanden. Men anyway - Brian meldte således ud:

Hulk. Denne grønne satan blev min gode ven i folkeskolen. Denne herlige karl fik mig til at interessere mig for superhelte. Kampen for det gode imod det onde, sådan simplificeret. Hulk er det første jeg tænker på med særlig glæde...

Gammelpot ville nok være runner-up. Den ældre dværg med den magiske vadsæk. I et smukt univers langt borte i fantasien, og jeg elsker denne genre. Fantasy. En sublim trylleverden med magi, troldom, uhyrer, feer, trolde, og Gammelpot er for mig indbegrebet af alt godt.

Den sorte månes krønnike, igen dette særlige univers med både dysterhed og skønhed. Jeg elsker disse fantastiske fortællinger og kald det eskapisme hvis du vil, for i bund og grund er tilværelsen jo lidt fattig på oplevelser. Men at åbne denne krønnike er for mig et paradis.

Will Eisnser, og jeg tænker ikke på Spirit. Næ, nogen af de der dejlige skæve eksistenser og især de mageløse storbyskildringer kan gøre mig helt fraværende. Den fjerne torden og En kontrakt med Gud, for nu blot at nævne et par af perlerne...

Asgers liste ser sådan ud:

Først og fremmest er jeg Tintinmand, eller rettere, det var jeg, ja og er jeg. Meget har ændret sig og jeg har fundet mange andre tegneserier gennem tiderne, som jeg har et særligt forhold til, men Tintin var banebrydende for min interesse for tegneserier. Især Det hemmelige våben holder jeg af. Den rummer så mange lag, at det er næsten en hel afhandling værd. Spioner, koldkrig, you name it. Men Tintinstarten var månealbummene, for der i de tidlige 70'ere og midt 70'ere var alt space-alder. Og Månen tur retur holdt jeg meget af...

Jeg vil også nævne Corto Maltese. Især i Sibirien der havde et touch af Tintin og den blå lotus. Miljøskildringerne, spillet mellem rasputin og Corto, tegnestilen...

Hermann og især Jeremiah holder jeg meget af. Den realistiske genre er nok min, i modsætning til Brians fantasy, og især i Jeremiah er dialogen i top. Plotmæssigt er disse historier og fabelagtigt godt skruet sammen. Brian samtykker, og pludselig åbnede snakken sig og vi kom vidt omkring... Det sker.

Asger holder mere af det virkelighedsnære, hvor temaerne liv, død, opvækst og den slags spiller en reel rolle. Både Brian og måske især Asger har også kastet sig over GN'erne, omend Asger synes, at der er langt mellem snapsene...

Asgar, som vi ser ovenfor bukket ned i nærmest nysgerrig æresfrygt, har en anden fremtids agenda. Han tænker meget i svenske udgivelser og ...

Nej - det gemmer jeg til næste gang. Tilbage står en masse billeder, både konkrete ovenfor og nedenfor, men så sandelig også på den indre skærm. Brians rum kan ikke beskrives og, ser jeg nu, heller ikke ydes retfærdighed med mine billeder. Langtfra. Men måske nok til at give et indtryk. Herren ovenfor er Brian, med smil og tatoveringer. En flink mand med en livsdrøm. Jeg glæder mig til at besøge ham igen om et års tid.

Overskriften med rotterne er en gimmick, for der er sgu ikke noget på loftet. Jo - der er. Der er, for at udnytte pladsen, et væld af reklamer for tegneserier, plakater, butiksdisplays etc. Og kun gulvet vi betrådte er endnu tegneseriefrit. Endnu. For Brian har faktisk tænkt over om pladsen kunne udnyttes. Det må vi tænke os til. Alt imens jeg sætter den sidste afgørende fede tommelfinger på Enterknappen og lader indtrykkene fra i aftes fade ud til alverden.